Opmuntrer eller dømmer du – dig selv?

Hvordan taler du til dig?

Hver morgen vi vågner, begynder en indre dialog.

Mange af os går rundt med en ret så hård kritiker eller indre dommer, som hvert øjeblik vurderer og sammenligner, måler og vejer, og lader os vide, om vi har levet op til forventningerne.

Eller om vi bare skal TAGE OS SAMMEN nu!

Hvis du ikke er bevidst om arten af din indre dialog, kan det godt komme som et chok, hvad vi kan finde på at sige til os selv, som vi aldrig ville sige til andre.

”Er du nu nervøs igen – arrgh, kan du ikke bare tage dig sammen?”

”Har du nu lavet fejl – igen!!! – Arrgh, du du´r da heller ikke til noget?”

”Du er ikke god nok!!!”

ØVELSE

Stil dig foran et spejl.

Brug et øjeblik på at lande i kroppen og fokusér på 1-2 vejrtrækninger.

Mærk efter, hvordan du har det i kroppen.

Er du afslappet, anspændt, bekymret, stresset, glad?

Mærk, hvad du har brug for at modtage fra dig selv.

Er det trøst, kærlighed, opmuntring, beroligelse, ros?

Eller TAK for den kæmpe indsats du endnu engang har præsteret!

Tal nu (til personen i spejlet), som du ville tale til dit eget barn, eller et andet menneske, som er dig meget kært og nært.

Vær dit eget mest trofaste og kærlige heppekor.

Ubehagelige tanker og følelser forsvinder af sig selv – en historie fra mit liv om doing og being

Inden for mindfulness taler man om doing-mode, som er den tilstand, hvor vi går analytisk til værks – tænker og handler og kommer fra A-B. Denne står over for being-mode, som er en tilstand, hvor vi er tilstede med det, som er her og nu, på en accepterende/ikke-dømmende måde.

Når vi anvender doing-mode på et følelsesmæssigt ubehag, ender vi med at ruminere.

Tankerne kører i ring, og vi kommer ingen vegne, fordi følelsesmæssigt ubehag ikke lader sig løse eller flytte fra A-B ved hjælp af analyse og ”doing”.

Ubehagelige følelser og tanker forsvinder af sig selv!

Say what?!

Ingen ubehagelig tanke eller følelse er en permanent tilstand og vil passere og lade sig erstatte af en ny tanke og en ny følelse et øjeblik efter

(såfremt vi ikke fastholder den i vores bevidsthed med vores opmærksomhed)

EN HiSTORIE FRA MIT LIV OM DOING OG BEING

Min 5 årige datter har en periode, hvor hun bliver MEGET vred og ked af det over meget små bagateller.

I går gik vi gennem parken sammen med lillebror, og de kæmpede om opmærksomheden. Da taletiden for en kort stund blev tildelt lillebror, blev min datter vred og ked af det.

Tidligere er jeg gået i doing-mode. Jeg har med ord og analyse adresseret situationen og hendes reaktion på den. Rationalet har dømt sagen for lille til at blive vred over, og følgende kunne hun jo godt stoppe med at være vred ..NU, tak!

Når vreden ikke fortog sig, trods det, at den blev mødt med fornuft og gode argumenter og lidt overfladisk trøst (såså, pyt med det!), har jeg faktisk følt afmagt, og nogle gange hårdt presset tyet til trusler om inddragelse af fredagsslik og andre privilegier, hvis det surmuleri fortsatte.

I går valgte jeg at holde om min datter uden at sige noget.

Følelserne fik lov at være dér OG at passere (vi fastholdt dem ikke ved at begynde at analysere dem), OG vi var tilstede sammen, mens de stod på.

Ét minut senere kunne vi gå videre.

5 minutter senere hoppede min datter fuldstændig upåvirket og glad rundt igen.

Jeg følte en kæmpe lettelse over, at jeg ikke (igen) havde gjort hendes følelser forkerte eller forlangt, at hun skulle få dem væk hurtigst muligt.

Og en kæmpe glæde over, hvor hurtigt og let det hele havde forløst sig selv.